Det sagde vinderne af Årets byggeri 2019

Dommerpanelet har udråbt tre vindere: Venligbolig Plus vinder boligkategorien. Blixens er årets erhvervsbyggeri, og Bygning 310 på Danmarks Tekniske Universitets campus er vinder af den åbne kategori. Vi har talt med tre repræsentanter for vinderholdene

Med byggeriet på Roskildevej 54, Frederiksberg, vinder holdet bag Venligbolig Plus boligkategorien. Søren Rasmussen, arkitekt og indehaver af ONV Arkitekter fortæller:


Hvordan var det at arbejde med projektet?
At arbejde med Venligbolig Plus var både inspirerende og udviklende samtidig med, at det også var anstrengende. Men mest af alt var det lykkeligt!

Hvad betyder det for dig at have vundet prisen?
Alle elsker anerkendelse, og især når historien kommer ud til mange, så jeg er meget glad for prisen.

Hvem vil du gerne takke for samarbejdet?
Primært vil jeg takke min makker Johan Galster fra WeDoDemocrasy. Og Joakim hjemme fra tegnetuen! Jeg vil også meget gerne takke Vega landskab og Øllgaard Ingeniører, som i den grad har leveret sammen med BM Byggeindustri, som er rigtig gode til projektering og byggestyring.

Hvorfor er det vigtigt, at vi har denne pris?
Specielt godt boligbyggeri er altid vigtigt at fremme i disse tider, og det gør I med denne pris.

Hvad er det næste projekt, du skal arbejde med?
Det næste projekt, jeg skal arbejde med, handler også om mindre boliger og mere fælleskab, for det har vi brug for.

Med byggeriet på Karen Blixens Boulevard 7, Brabrand, vinder holdet bag Blixens prisen for årets erhvervsbyggeri. Glenn Elmbæk, partner, forretningsområdechef for erhvervsbyggeri og arkitekt i Arkitema Architects, fortæller:

Hvordan var det at arbejde med projektet?
Det har været super spændende fra start til slut, og der har været et godt samarbejde med både bygherre og internt på offentlig-privat-samarbejdet: OPS-teamet med A. Enggaard, Niras, Hauxner, Den gode By, Caverion og Café Europa.

Hvad betyder det for dig at have vundet prisen?
Det er altid rart, at andre ser og sætter pris på det arbejde, vi udfører, selvom det for os altid vil være, at kunden og brugerne er tilfredse med projektet. Men vi er stolte og beærede over at modtage så flot en pris som Årets Byggeri, som jo er bredt funderet med dommere fra de vigtigste aktører i den danske byggebranche. Vi er pavestolte!

Hvem vil du gerne takke for samarbejdet?
Først og fremmest vil vi takke bygherren, Aarhus Kommune og deres engagerede projektmedarbejdere. Herefter er det vores kompetente samarbejdspartnere, nævnt ovenfor, og sidst men ikke mindst alle de dygtige kolleger hos os selv, som har været involveret i udarbejdelsen af projektet.

Hvorfor er det vigtigt, at vi har denne pris?
Det er godt og sundt at der er fokus på den brede kvalitet i dansk byggeri, og at der sættes spotlys på projekter, som er gået den ekstra mil for at bidrage positivt til helheden. Projekter, hvor kvaliteten er i orden, og projekter, som yder noget ekstraordinært for deres brugere, er de lokale eller regionale pejlemærker og måske kan inspirere andre.

Hvad er det næste projekt, du skal arbejde med?
Vi arbejder i øjeblikket med flere andre spændende kontorbyggerier og domicilprojekter, men vi er underlagt fortrolighed af vores kunder, så vi fortæller ikke mere endnu.

Med byggeriet på Fysikvej 310, Kongens Lyngby, vinder holdet bag DTU’s nye Bygning 310 den åbne kategori. Karsten Bak, projektchef hos MT Højgaard fortæller:

Hvordan var det at arbejde med projektet?
Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med så mange dedikerede mennesker, hvor løsningen af projektet har været det alt overskyggende mål. Der har været en åben tilgang til at lade den bedst egnede kollega løse de enkelte opgaver på tværs af de deltagende virksomheder. Produktiviteten på projektet har været høj. Det er blandt andet, fordi de konflikter, der har været, er blevet håndteret konstruktivt og med fokus på løsningen og med henblik på at sikre projektets fremdrift. Dette har været gældende både under projekteringen og i udførelse.

Hvad betyder det for dig at have vundet prisen?
Det er dejligt, at dommerkomiteen har kunnet se projektets succes og anerkender det.

Hvem vil du gerne takke for samarbejdet?
I første omgang vil jeg gerne takke bygherre for at opsætte rammebetingelserne for projektet. De har muliggjort, at vi som et hold har kunnet udføre et projekt, der er skabt i tæt tværfaglig dialog, som vi ikke er vant til. Den færdige bygning afspejler dette i sit færdige resultat. Dernæst vil jeg gerne takke rådgiverteamet, der er bestående af MOE og Christensen og Co Arkitekter. Vi har sammen løst den komplekse opgave, det er at udføre et laboratoriebyggeri med succes. Sidst men ikke mindst de underentreprenører, der har løst opgaven sammen med os.

Hvorfor er det vigtigt, at vi har denne pris?
Det er godt, at byggeriets parter går sammen om at anerkende vores daglige arbejde og resultater.

Hvad er det næste projekt, du skal arbejde med?
Jeg har endnu ikke en sag, jeg skal på. Håber der snart dukker en ny og spændende samarbejdssag op, hvor de opbyggede erfaringer fra DTU B310 kan anvendes på ny.