Årets Byggeri 2018

Årets Byggeri 2018 fortsatte stilen fra året før. Igen var der et bredt og varieret felt af nominerede byggerier, som vidner om, at vi er i en periode med stor aktivitet indenfor de traditionelle kategorier, som konkurrencen er inddelt i:

Boliger, erhverv og den åbne klasse, hvor et mylder af forskelligartede projekter som altid melder sig.

Det brede udvalg førte også i år til en række gode diskussioner blandt dommerne. Det enkelte projekts kvalitet i sig selv og så bedømt med samfundsbrillerne på.

Der var mange markante byggerier, der bød ind, og fravalgene ved dommerbordet var ofte ikke let. Der var byggerier, der utvivlsomt vil høste beundring og hæder i andre prisuddelinger, men som ikke nåede helt frem til stregen. Ikke fordi de ikke er helt igennem vellykkede byggerier til glæde for deres ejere og brugere, men fordi den afgørende dimension i Årets Byggeri er: Hvad kan vi andre bruge det til, hvad tilfører byggeriet af samfundsværdi?

I alle kategorierne var der mange byggerier, som i den grad var relevante i denne konkurrence, fordi de talte til tidens aktuelle temaer.

Et af de evigt aktuelle gennem nogle år er bæredygtighed, og det sås i kategorien Bolig.
Her blev det almene boligbyggeri Lisbjerg Bakke i Aarhus kåret som en vinder, mens Upcycle Studios på Amager og Grønnegården i Aalborg fik hædrende omtale.

I Åben vandt Campus Bornholm, mens Hjertet i Ikast-Brande og Skovbakkeskolen i Odder fik hædrende omtale.
I kategori Erhverv var det svært at vælge en vinder i toppen af de nominerede bidrag, så det blev til hædrende omtaler til Blox, Noma og Harboe Besøgscenter.

Alle havde de noget af værdi, og alle manglede de lige det ekstra til at være en vinder i kategorien.

Bolig

Boligkategorien tog to hovedspor, den bæredygtige og den boligsociale. Lisbjerg Bakke og Upcycle Studios stod for den første, Grønnegården for den sidste.
Det blev Lisbjerg Bakke, der trak det længste strå.

Lisbjerg er en træhusbebyggelse, hvor den fornybare og bæredygtige ressource træ er anvendt i stor skala som noget af det første større byggeri herhjemme.

At bygge med træ på den måde kræver derfor, at der skal opbygges erfaring, og nogen skal turde kaste sig ud i det.
Det gjorde boligforeningen AL2bolig, og vandkunsten udviklede et meget prisbilligt byggesystem til projektet.

Det gør også, at erfaringerne fra Lisbjerg Bakke er skalerbare og til at anvende i andre projekter.

Det er en ny tilføjelse til det bæredygtige byggeri, der nemt kan komme andre til gode.

Upcycle Studios markerede sig også helt fremme i feltet. Her er et byggeri, som opføres af en privat byggevirksomhed, Arkitektgruppen, som her vælger at gå all-in på bæredygtighed med Lendager Arkitekter.

Der er tænkt dybt og brugt mange kræfter på at genbruge og udvikle cirkulære løsninger i materialevalget.
Det er blevet til et enestående byggeri i den eksklusive ende og et stykke vigtigt pionerarbejde, der kan bane vejen for andre.

Firkantet sagt er Lisbjerg Bakke billige boliger for de mange her og nu og Upcycle Studios det skræddersyede liebhaveri.
Her vandt løsningen for de mange.

Grønnegården var i den anden boldgade. En af de mange renoveringer, vi ser i disse år, men en rigtig vellykket af slagsen. En meget omfattende forandring, der har ændret bebyggelsen markant og igen gjort det attraktivt at bo i.

Dermed kan man igen trække resursestærkere beboere til, og det er afgørende for den varierede sammensætning, som gør et godt kvarter.

Åben

Åben er traditionelt den største og mest varierede kategori af nominerede byggerier. Og der var meget forskelligt: Sygehus, havnebad, sejlsportscenter, kulturhus, rådhus med meget mere.

Og så var der skoler og igen i år på et højt niveau. Så højt, at skolerne ryddede bordet med Campus Bornholm som en vinder og Hjertet og Skovbakkeskolen som hædrende omtaler.

Alle tre havde noget at byde ind med, og Campus Bornholm havde det ekstra. Foruden at være et godt og bæredygtigt byggeri landede skolen som et perfekt timet svar på et af tidens allerstørste problemstillinger: Hvordan får vi flere unge til at vælge bredere mellem uddannelserne og ikke kun stræbe efter gymnasiet?

Det kan man eksempelvis ved ikke at gøre forskel på de rammer, de unge tilbydes på de forskellige uddannelsesretninger efter folkeskolen.

På Campus Bornholm går alle unge på Campus Bornholm, hvad enten de går på gymnasiet eller på erhvervsskolen. Det giver et mere ligeværdigt og fællesskabsorienteret skolemiljø og kan være med til at bane vejen for en større accept af de faglærte uddannelser. Det er der brug for, var dommerne enige om.

Hjertet er også en skole og meget mere. En udvidet skole i Ikast-Brande for fremmedsprogede, der er tilført en række andre og nye funktioner med bl.a. idrætsfaciliteter, mødesteder og små forretninger.

Den er nu gjort til et socialt og kulturelt omdrejningspunkt og mødested for en by og dets efterhånden meget sammensatte befolkning.

Hjertet er et projekt for både inklusion og integration. Skovbakkeskolen i Odder hædres, fordi man gik nye veje og satte barren højt. Skolen er bygget efter energiklasse 2020 og opført i OPS-samarbejde med MT Højgaard og DEAS.

Partnerskabet giver byen en skole i høj kvalitet og en sikkerhed for driftsudgifterne i minimum de næste 25 år. Det er en interessant måde at nå målet på.