CO2-neutralt byggeri er et realistisk mål

Af Hans-Bo Hyldig, næstformand Byggesocietetet, Henrik Garver, adm. dir., FRI, Lene Espersen, adm. dir., Danske Arkitektvirksomheder, Palle Thomsen, adm. dir., Danske Byggecentre og Scott Hollingsworth, arkitekt maa, formand for dommerkomiteen

Med den københavnske metros nye Cityring indviet har mange, som bor eller arbejder i hovedstaden, fået et ekstra argument for at lade bilen stå. Givetvis vil nogle helt fravælge at have en bil, når de alligevel er dækket ind af tog og metro. Dét er godt for CO2-regnskabet. Og dette regnskab bliver endnu bedre, efterhånden som den fossil-baserede energiproduktion fases ud, og strøm og varme fra alternative energikilder anvendes i metroen.

Lys i mørket

Men en tung ’udgift’ skal også med i CO2-regnskabet: Det har været enormt energikrævende at opføre metroen, og kun en mindre del af denne energi er kommet fra alternative kilder. Der er dog et lille lys i mørket: Noget af det træ, som undervejs er brugt til at understøtte byggeprocesser, har ikke endt sine dage i et forbrændingsanlæg. Det er i stedet anvendt i byggeriet af rækkehusene Ressourcerækkerne i Ørestad.

Eksemplet siger noget om, hvor udfordringerne – men også mulighederne – ligger for byggeriet i indsatsen for at nedbringe CO2-udslippet. Vi skal naturligvis tage vores del af slæbet for at opfylde de målsætninger, der er skrevet ind i Paris-aftalen. Og vores del er stor, for som en tommelfingerregel stammer en tredjedel af det samlede CO2-udslip fra ejendomme og byggeri. Ifølge en rapport fra Concito fra 2014 er denne andel endda stigende.

For langsomt

Den gode nyhed er, at vi er overbeviste om, at vi alligevel kan komme i mål, og endda mere end det: Vi ser det som realistisk, at en nyopført ejendom kan blive CO2-neutral hen over hele sin levetid – det vil sige fra og med byggeriet af den, under anvendelsen, og når den til slut, mange årtier senere, bliver revet ned.

Den dårlige nyhed er, at det ikke er noget, vi kan gøre her og nu. Der skal eksperimenteres, samles erfaringer og opbygges systemer, f.eks. til hvordan man rent praktisk håndterer genbrug af byggematerialer. Og så skal der prioriteres.

Det haster at få nedbragt CO2-udledningen, og derfor må vi i første omgang vælge løsninger, der sparer energi, over løsninger, der sparer andre resurser. Det er en supertanker, der skal vendes, og som det er nu, sker forandringerne for langsomt.

Oplagt målsætning

En oplagt, første målsætning er, som Henrik Garver fra FRI foreslog i en kronik i Politiken den 5. juni, at sætte mål for, hvor stor CO2-udslippet pr. nybygget kvm. må være. Dermed vil både bygherrer, entreprenører og materialeproducenter have noget konkret at forholde sig til.

Systematikken er velkendt fra de myndighedskrav, der over årene – med stor succes – har nedbragt energiforbruget til bl.a. opvarmning. Enhver ny stramning af myndighedernes krav kan umiddelbart synes vanskelig at leve op til, men snart er der dygtige ingeniører, der får ideer til, hvordan opgaven kan løses. Og i dag bygger man huse og ejendomme, hvor der er et forsvindende lille varmeforbrug.

Det samme kan lade sig gøre med energiforbrug og CO2-udledning fra selve byggeprocessen. Men før det kan ske, ligger en betydelig opgave foran os:

At opgøre CO2-udledningen

Det er ikke helt ligefremt at opgøre CO2-udledningen. Skal man f.eks. godskrives for at bruge træ i byggeriet, fordi træ binder CO2? Og hvis beton kan bruges, to, tre eller fire gange, hvor stor en del af CO2-udledningen fra den oprindelige produktion af dette beton skal så tilskrives hver af de byggerier, det indgår i? Og hvordan opgør man en ejendoms samlede levetid i et CO2-persketiv? Det sker jo ofte, at en ejendom bliver nedrevet ’før tid’ – ikke fordi den er nedslidt, men fordi anvendelsen af den ikke længere er aktuel, eller simpelthen, fordi der er bedre økonomi i anden ejendom, der kan stå samme sted.

Denne udvikling af standarder og regnemetoder er allerede gået i gang. F.eks. har Circle House Lab – et partnerskab af 80 virksomheder, der økonomisk understøttes af Realdania og Miljøministeriet MUDP-midler – i et greenpaper beskrevet, hvordan man indfører såkaldte bygnings- og materialepas, der gør det muligt at følge byggematerialer gennem hele deres levetid, både ved første og senere anvendelser. Andre, f.eks. forskere, myndigheder og virksomheder på egen hånd, må meget gerne tænkte med.

Med disse standarder og regnemetoder på plads, er der nogle andre betragtninger, vi skal vende tilbage til.

Pres og udsyn

For det første hvordan man kan lægge pres på aktørerne for at nedbringe CO2-udledningen mest muligt. Det kan f.eks. ske ved, at meget klimavenlige byggerier giver nogle særlige rettigheder til bygherren – det kan være en midlertidig skatterabat eller hurtig byggesagsbehandling.
For det andet er det helt sikkert en målsætning, at byggeri skal være CO2-neutralt. Men vi skal ikke nødvendigvis derhen så hurtigt som muligt, når vi bare ser isoleret på Danmark.
Det er godt, at politikerne på tværs af ideologiske skel nu sætter konkrete mål for, hvor meget CO2-udslippet skal nedbringes. Men man skal huske, at Danmark i den sammenhæng i sig selv kun er et ubetydeligt hjørne af verden. Det vigtigste er således ikke, hvor meget udledning, vi kan skære væk herhjemme, men hvor meget udledning vi kan medvirke til at skære væk på verdensplan. De løsninger, vi udvikler, skal være i samklang med det, der sker i andre lande, og vi skal også tænke økonomisk. Vores virksomheder skal være konkurrencedygtige, og vi skal ikke bruge uanede resurser på at udvikle løsninger, som vi kan se, at andre også er ved at udvikle.

De mest bæredygtige bygninger er dem, vi lader stå

Lad os slutte af med et eksempel på, hvordan bæredygtighed i byggeriet er i praksis. Eksemplet belyser, hvorfor vi – trods alle udfordringerne – er optimistiske: Når der er genanvendelse i stor skala, er det selve ejendommens grundkonstruktion, der bliver anvendt. Det vil sige, at man faktisk ikke river en ejendommen ned – man lader f.eks. betonskelettet blive stående og bygger den nye ejendom omkring dét. På sin vis er det slet ikke en nye ejendom, men i stedet en meget omfattende energirenovering af den gamle. Tegnestuen Vandkunsten har beregnet, at det koster 300 % mere CO2 at genopføre nye huse til erstatning for en boligblok, der nedrives i Gellerup. De mest bæredygtige bygninger er jo dem, vi lader stå længe, og nedrivning skal derfor undgås, hvis bygningen ingenting fejler.

Men uanset hvad man kalder det, er det enorme mængder CO2, man undgår at udlede, fordi man ikke skal producere nye materialer, og fordi man sparer transport af såvel materialer som affald. Rambøll har beregnet, at man ved den løsning – som allerede i dag bliver anvendt på eksperimenterende basis – kan nedbringe CO2-udledningen med helt op til en faktor 56. Og den ejendom, man herefter har stående, er i henseende til varmeforbrug helt på højde med en spritny ejendom i højeste energiklasse.

Hvis vi har gode balancerede rammer for miljørigtigt byggeri i branchen, er CO2-neutralt byggeri realistisk. Men tiden til at skabe rammerne er nu.