Ny Østergade

Vi var med i byggeriet


Som at installere en elefant i et glashus og få det til at se godt ud

Historien om grønnegadekvarterets nyeste hus er en gyser om en virkelig vanskelig arkitekturopgave og en byggeproces, der mest af alt minder om at installere en vild elefant i et skrøbeligt og fredet lille glashus og så få dét scenarie til at se godt ud     

Af Marie Larsen. Fotos: Jens Lindhe      

Det kunne så let som ingenting være gået grueligt galt, da den sikkert sidste tomme byggegrund i det wonderful-copenhagen-romantiske grønnegadekvarter, et sart stykke af gamle Københavns inderste indre, skulle bebygges.

 Et klodset kæmpehus i enten alt for nutidig eller alt for sentimentalt tilbageskuende arkitektur ville så let som ingenting kunne smadre et af de mest charmerende kvarterer i København rent æstetisk. 

Faktisk ville alene rystelserne fra byggeriet, bogstaveligt talt, kunne ødelægge bydelen omkring Ny Østergade, hvor de fleste huse nærmest kun står på muld og danefæ.   

Grunden tilhørte ægteparret Carsten Juel-Christiansen, arkitekturprofessor, og Liselotte Frankild, keramiker, og det var lidt af en gyser, da de to gik i gang med at realisere drømmen om et hus, som både skulle være sit eget og gadens, fortidens og fremtidens. 

Ægteparret gik begge bort, inden huset blev færdigt. Inden de nåede at opleve den lykkelige slutning, som denne nervepirrende byggehistorie fik.     

Stor bygningskrop i fin forklædning   

Byggegrunden er besværligt lang og smal, og huset, som nu står på den, er, i helikopterperspektiv, selvfølgelig blevet meget større end de nære naboer. 

Alt andet ville have frarøvet folk chancen for at bo, handle og arbejde på et fantastisk sted midt i gamle København. Alt andet ville også have været en dårlig investering. 

Men trods husets størrelse virker det ikke, som man kunne have frygtet, voldsomt i gadeplan. 

Først og fremmest fordi forskellige karnapper deler den store bygningskrop visuelt op i overskuelige bidder. Og så trækker tagetagen sig lidt tilbage, hvilket gør husets højde mindre anmassende. 

Ej heller anmassende er hjørnehusets hjørne, for i stedet for at stritte spidst ud i gadens kryds runder det kærligt konkavt, nærmest inviterende, og det gør huset endnu mildere at møde.   

Der sker hele tiden noget på huset, store og små detaljer, og imens man studerer dem, glemmer man helt, hvor stort huset er. 

Alle husets dekorationer, smykkerne og den fine forklædning fjerner fokus fra den store bygningskrop. 

På den måde er dilemmaet mellem skala og skønhed løst så fint, at krydstogtspassagerer og arkitektstuderende fremover vil flokkes om at fotografere den flotte kæmpe her.     

Samlende, selvstændigt og selvfølgeligt   

Noget af det mest nervepirrende ved projektet var, at der skulle bygges et helt nyt hus i et sart og meget forskelligartet arkitekturmiljø. 

En virkelig vanskelig kontekst, som kræver et hus, som både kan spille sammen med de andre huse og samtidig være sit eget. Samle og stå selv. For det gør alle de andre huse her. 

Og det gør det nye hus også nu: Det samler gaden, men ikke fordi det efteraber naboerne. 

Heldigvis, for havde huset gjort det, var det nok blevet en bastard af et nybarokt karréhus, et karrygult jazzhus med dannebrogsvinduer og en butiksfacade, som leder tankerne hen på noget tidlig funkis. 

I stedet samler huset gaden, fordi det har lige så meget karakter som alle de gamle naboer. Lige så mange detaljer, man kan gå på opdagelse i: 

Baldakiner over de store butiksvinduer, en lille let balkon under en konveks karnap, et ur på toppen, friser og relieffer i facaden, riflet kalksandsten og henrivende hvide vinduesværn. 

Alt sammen siger, at det her hus er lige så spændende, har lige så meget at fortælle som resten af husene her. 

Og derfor vil mange, som ikke kendte gaden, dengang her bare var en tom grusbelagt parkeringsplads, tro, at huset har ligget her i hundrede år. Så selvfølgeligt står det.    

Total tidsforvirring

Visuelt har huset virkelig ikke meget til fælles med nutidens arkitektur. Det har masser af dekorationer, noget så sjældent som ’simpel’ pynt, på et hus som er bygget i 2020. 

Og al pynten flirter sågar med arkitekturhistorien. Den brug af ’billeder’ fra ’gamle dage’ er et sprog, dansk arkitektur ikke har talt siden postmodernismen, og dengang var der lidt langt mellem de vellykkede eksperimenter med karikerede kupler og kolonnader. 

Men her ville man ikke have været foruden hilsnerne til fortiden. Her er langt til gennemsnitspostmodernisme, Jakriborg og Disneyland. Her er mod og omhu og balance og kvalitet. 

For eksempel når man kommer ind i den ene af de to opgange: En drøm af tidlig lyserød funkis, med noget så humant som en, lidt 70’er-agtig, belyst bænk af egetræ og læder. 

Her kan man slå sig ned, hvis man ikke kan vente med at læse avisen, til man er tilbage i lejligheden. Der er også en lysegrøn opgang, og begge opgangenes farver er kopier af facadefarver i kvarteret.   

Man skal nærmest helt ind i de nybyggede lejligheder for at tidsbestemme huset. 

Det er lækre lejligheder, absolut, men det er let at se, at de stammer fra vores egen tid: Hvide og modegrå skabselementer og tidstypiske køkkener og badeværelser sladrer. 

Og på taget slutter hele herligheden med en meget moderne taghave. Tænk, at man på den måde kan bygge et hus, som nærmest opløser tiden og tilbyder total tidsforvirring. På den gode måde.    

Sekantpæle i stedet for sætningsskader   

At bygge midt i middelalderkøbenhavn, hvor de fleste huse er funderet på muldjord, er en affære, der kræver, at man går forsigtigt frem. 

Sætningsskader skal slet ikke ske, og derfor var det ikke muligt at bygge et klassisk fundament til huset. 

I stedet er bygningen funderet på såkaldte sekantpæle og en 600 mm tyk bundplade i kælderen. 

En perlerække af pæle, Ø880 mm, stikker nu 12 meter ned i undergrunden i hele bygningens yderkant: Man borer ét hul, støber en pæl i hullet, borer og støber en ny pæl 600 mm fra den første pæl, og så etablerer man den næste pæl mellem de to første. Hver anden pæl er armeret, og pælene er låst sammen.   

Tre mikrofoner, fem vibrationsmålere og 18 bevægelsesalarmer monitorerede de skrøbelige naboer, imens den godt 100 ton tunge sekantboremaskine arbejdede sig gennem jorden 181 gange. 

Så kom der en svær jernafstivning, HE600B, med firkantrør, 300x300, til, og endelig kunne man grave ud, uden at ødelægge de omkringliggende bygninger. 

Hatten af for modige Morten Boll, som er bygherren, for Carsten Juel-Christiansen og Liselotte Frankilds flotte vision, for entreprenøren, som fik listet elefanten ind i glashuset, og for borebisserne og ingeniørerne, som sikrede stabiliteten. 

Hatten af for de dygtige Praksis Arkitekter og for alle de andre, som var med til at sikre en ovenud lykkelig slutning på gyseren om grønnegadekvarterets nyeste hus.     

 

Dommerbetænkning

Her er et nyt hus, som passer perfekt til et gammelt kvarter. Det er som om, det altid har været der, og samtidig er det en fornyelse. Bygningen virker både ny og gammel. Eller hjemmehørende i hvert fald. 

Den er faktisk bedre end løsningen ved Marmorkirkens fjerde bygning. Her havde man samme dilemma: Skulle man bygge præcist efter de gamle tegninger, eller skulle man bygge nyt?

I situationer som disse kan man lære meget af Praksis Arkitekters arbejde.

 

Areal: 3700 m²  

Arkitekt: Praksis Arkitekter og Carsten Juel-Christiansen  

Bygherre: Morten Boll   

Entreprenør: HHM 

Ingeniør: Henry Jensen