UN17 Village
Se galleriet her
+ 18 fotos
Vi var med i byggeriet
Et boligkvarter, hvor fællesskab, klimaindsats og arkitektur bringes tæt sammen
Af Marie Larsen. Fotos: Jan Pasternak
UN17 Village i Ørestad er et af de mest omfattende danske forsøg på at omsætte alle sytten verdensmål til et samlet boligprojekt. De fem bygninger er placeret på kanten af Kalvebod Fælled, hvor de markerer afslutningen på mere end to årtiers byudvikling i området.
Visionen tager udgangspunkt i den menneskelige skala og reducerer den klassiske byblok til mindre kvarterer med indre gårdrum, hvor beboere mødes på tværs af boligtyper og livsfaser. Målet er at skabe en moderne landsby, hvor dagligdagens funktioner er tæt forbundet, og hvor fællesskab og naboskab understøttes af de fysiske rammer.
Projektets fem bygninger har hver deres arkitektoniske identitet, men er samlet af et tydeligt greb, hvor materialer, farver og placering af fællesfaciliteter spiller sammen.
Stueetagerne rummer spisehus, forsamlingshus, delecentral og værksteder, og to af tagfladerne indeholder væksthuse, der fungerer som mødesteder på tværs af bebyggelsen. Rumlighederne er disponeret for at skabe korte forbindelser mellem bolig og fællesarealer, mens landskabet trækkes tæt ind mellem bygningerne med lokale arter fra Kalvebod Fælled.
Træbyggeriet Kronen er et centralt omdrejningspunkt og blandt landets største boligbyggerier i træ. Bygningen er opført med bærende konstruktioner i ubehandlet træ og har som det første danske boligprojekt opnået WELL Platin.
Andre bygninger arbejder systematisk med genanvendte materialer, herunder facader i genbrugt aluminium og trapper i beton blandet med affaldsfraktioner.
Samlet er bebyggelsen udstyret med solcelleanlæg på alle tage samt systemer til opsamling og recirkulering af mere end en million liter regnvand årligt. Indeklima, belysning og ventilation er bearbejdet for at skabe sunde boliger, der kan fungere som model for fremtidige bebyggelser.
UN17 Village er dermed udviklet som et katalog af løsninger, der kan skaleres videre, og samtidig fremstår bebyggelsen som et markant boligmiljø, der kombinerer socialt fokus, teknisk udvikling og en klar arkitektonisk strategi.
Dommerbetænkning
Her har vi et projekt, som er mere end et boligbyggeri: Det er et manifest for, hvordan fremtidens byggeri kan tænkes og realiseres, hvis man tør lade arkitekturen tage livtag med samtlige FN’s 17 verdensmål.
Her er hver beslutning truffet med blikket rettet mod klima, sundhed, fællesskab og ansvarlig produktion – og realiseret uden at gå på kompromis med æstetik, funktion eller holdbarhed. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt i en branche, hvor vanens magt, økonomiske benspænd og regulatoriske barrierer ofte spænder ben for de store ambitioner. I UN17 Village er det lykkedes at få det hele med – og mere til.
Projektet består af fem byggerier – hver med sin egen arkitektoniske karakter og målgruppe – samlet i et tæt, men åbent kvarter. De danner tilsammen en helhed, der kombinerer høj densitet med lav klimabelastning, fællesfaciliteter i stueetagerne og udendørs opholdsrum præget af biodiversitet og socialt liv. At skabe fællesskab gennem fysisk design er nemt at skrive sig til – men her er det faktisk tænkt hele vejen igennem. Fra fælleskøkkener og tagdrivhuse til en lav lysforurening, der skåner insekter og nattesøvn.
Arkitektonisk spænder projektet vidt: Fra betonens rå æstetik til genbrugte røde tegl og grønne aluminiumsprofiler.
Men uanset formsprog er ambitionen den samme: At gøre verdensmålene til fysisk virkelighed. Konstruktionerne tæller alt fra genbrugsbeton til bærende CLT-elementer, og solceller på tagene sikrer energiforsyningen.
Det hele er DGNB-certificeret med både Guld, Platin og Hjerte – og suppleret med WELL. For de fleste ville ét af disse mærker være nok. Her samles de i et komplet sæt.
Man kunne fristes til at kalde det overambitiøst – men projektet er netop beviset på, at ambition og realitet kan mødes i praksis. Ikke som et én-gangs eksperiment, men som en metode, der kan skaleres. Ved at arbejde med mange små greb, der kan videreføres til andre projekter, er UN17 Village både prototype og pejlemærke.
Det viser, at vi ikke behøver vælge mellem godt miljø og god arkitektur – og at de mange krav, vi stiller til fremtidens byggeri, faktisk kan opfyldes, hvis viljen er der. Det er et projekt, der vil kunne lære fra sig længe endnu.
Areal: 35000 m2
Arkitekt: Lendager og Sweco Architects
Bygherre: Urban Partners NREP
Entreprenør: CG Jensen
Ingeniør: Artelia
Landskabsarkitekt: SLA
Fotos: Jan Pasternak